Chili con carne er mexicansk mad … eller hvad?

Kategori: Chili historie Publiceret: Fredag, 09. maj 2014 Skrevet af StærkChili

Chilien stammer fra Sydamerika og har været dyrket siden 6000 BC. Chilien har måske sin oprindelse i Mexico og andre sydamerikanske lande, men betyder det, at den bedst kendte ret med chili, chili con carne, også er mexicansk?

Det er der mange mennesker, der tilsyneladende har konkluderet og anser chili con carne for at være mexicansk mad. Men hvis man spørger mexicanerne, så mener de efter sigende, at den eneste lighed der findes mellem Mexico og chili con carne er det spanske sprog! Rettens spanske navn chili con carne, som egentlig blot er et kælenavn, betyder chili med kød, og mexicanerne vil slet ikke vide af retten. De serverer den ganske ofte for turister på ferie i varmen, men kun fordi disse selvsamme turister tror, at det er den naturligste ting i verden for den mexicanske kok. Og det er godt for turismen!

Der findes flere myter, der hver især skal kaste lys over, hvordan denne forbindelse mellem Mexico og chili con carne er opstået. En af dem lyder, at en spansk nonne tidligt i det 17. århundrede havde ’ud-af-kroppen’ oplevelser. I én af disse seancer rejste hendes ånd til Sydamerika for at prædike kristendommen til folket der, og da nonnens ånd vendte tilbage til hende, så skrev den en opskrift ned. I opskriften stod kød, chili, tomater og løg.

Den mere sandsynlige historie, og også den der historisk kan dokumenteres, starter i San Antonio, Texas. Tidligt i det 19. århundrede solgte fattige familier kød på markeder. For at få den del af kødet, der skulle brødføde familien selv, til at række så langt som muligt, blandede man kødet med næsten lige dele chili. Senere kunne man på disse markeder opleve, at der blev opsat boder, hvor man havde gjort denne blanding af kød og chili til en specialitet. Det var retter, der i høj grad minder om det, vi i dag kender, som chili con carne. Chili-retterne blev serveret af de meget berømte chili-dronninger. Som bekendt ligger Texas side om side med Mexico og mange af chilidronningerne var af Mexicansk oprindelse. Dette, blandet med chiliens egen oprindelse, har højst sandsynligt været medvirkende til, at man associerede den stærke chili-ret med Mexico, samt kaldte den ved dens spanske kælenavn – og blev ved med det – på trods af, at chili con carne er en amerikansk ret kendt blot under navnet chili.